Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/cache.php on line 36 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/query.php on line 21 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/theme.php on line 507 rskribent.dk | Øje for ord

Bragt i RetorikMagasinet, nr. 68, 17. årgang, 2008

Hvordan kan nogen tage dem alvorligt?!

Aktivistgruppen the Yes Men er kendt for at holde ironiske taler på sine modstanderes vegne. Gruppens spektakulære form for ironi er morsom, men også et tveægget sværd. Den er på den ene side forudsætningen for at the Yes Men får taletid i en overkommunikeret offentlig sfære, men gør på den anden side virkningen af deres retoriske anstrengelser uvis.

“Man kunne kalde det medlidenhedsslaveri”, bemærkede Hanniford Schmidt fra WTO da han d. 11. november 2006 talte på en konference om handel i Afrika på University of Pennsylvanias anerkendte Wharton Business School. Schmidt var i gang med at præsentere den idé at kontinentets fattigdom kunne afhjælpes ved at lade vestlige virksomheder i Afrika eje deres ansatte. Tilhørernes reaktion var positiv, og efter at have svaret på et enkelt opklarende spørgsmål fik WTO-repræsentanten ros for sit makroskopiske perspektiv på sagen.

Men taleren var ikke fra WTO, og hans navn er ikke “Hanniford Schmidt”. Han hedder Jacques Servin og er bedst kendt som “Andy Bichlbaum” fra aktivistgruppen the Yes Men. Gruppen er kendt for at give sig ud for at være repræsentanter for bl.a. WTO og holde ironiske taler på organisationens vegne. Efter “Hanniford Schmidts” optræden offentliggjorde the Yes Men en pressemeddelelse om hændelsen som hurtigt blev videreformidlet på nettet af relativt kendte nyhedstjenester som Wikinews og Digg. Takket være de kloge hoveders tilsyneladende ja til slaveriets genindførelse fik the Yes Men i løbet af kort tid sat deres kritik af frihandel, globalisering og WTO på dagsordenen.

WTO The Yes Men på Talerstolen

The Yes Men har før taget ordet på WTO’s vegne. RetorikMagasinet bringer i dette nummer et uddrag af talen “Mod tekstilhandlens globalisering” som gruppen holdt på en konference d. 16. august 2001 i Tampere, Finland, og som er et af de tidligste eksempler på gruppens særlige form for retorisk aktivisme. Dengang var det også Andy Bichlbaum der førte ordet – under navnet “Dr. Hank Hardy Unruh” – mens Mike Bonanno assisterede. Som flere før og efter dem havde de finske arrangører forvekslet the Yes Mens satiriske udgave af WTO’s hjemmeside med den ægte vare, og de havde derfor fat i den gale e-mailadresse da de indbød organisationen til at tale. Da mailen i stedet dukkede op i the Yes Mens indbakke, takkede gruppen pænt ja og rejste et par måneder senere til Finland for at tale på WTO’s vegne foran 150 mennesker.

Talen er et godt eksempel på the Yes Mens usædvanlige og komplekse måde at skabe kritisk opmærksomhed omkring en sag og mobilisere ligesindede. Samtidig illustrerer talen og de hændelser der knytter sig til den, hvordan the Yes Mens spektakulære form for ironi er et tveægget sværd. På den ene side er ironien forudsætningen for at gruppen får taletid i et overkommunikeret samfund; på den anden side gør ironiens særlige form at virkningen af the Yes Mens kritik er uvis.

Retorisk voyeurisme

Når man sætter dvd’en The Yes Men på eller sidder med gruppens kulørte bog i hænderne, bliver man ikke bare præsenteret for the Yes Mens tale – man bliver præsenteret for nogle der bliver præsenteret for talen. Hele tiden er der to publikummer på spil: Det umiddelbare publikum der var fysisk til stede da gruppen holdt talen, og seerne og læserne der er med på en kigger og ser det umiddelbare publikum se the Yes Men.

Som seer og læser er man klar over at man ved noget som det umiddelbare publikum ikke ved. Dvd-boksens og bogens tegneserieæstetik; de afslørende foromtaler; slagord som “Changing the world one prank at a time” og “Cutting the corporate crap”; de første par scener og sider hvor the Yes Men ekspliciterer deres virkelige standpunkt og retoriske strategi. Alt sammen gør at man med det samme ved at the Yes Men er imod favorisering af vestlige virksomheder, global frihandel og WTO, og at de bruger ironi, satire og rollespil i deres kamp mod samme. Som indviet voyeur ved man at talen skal og kan tolkes ironisk. Men man ved også at det umiddelbare publikum er indviet i en mere sparsom kontekst. De hører talen i en faglig og professionel sammenhæng hvor taleren bliver introduceret som WTO-repræsentant af en (be)kendt fagperson. Ingen og intet uden for talen advarer det umiddelbare publikum om at den kunne være ironisk.

Verbale vink med en vognstang

Som seer og læser ved man altså at the Yes Men er ironiske før man hører ét ord af deres tale – og samtidig ved man at dét gør det umiddelbare publikum ikke. Men ironien i the Yes Mens tale beror ikke kun på konteksten; talen i sig selv er fuld af såkaldte ironiske markører.

Én af de markører som er med til at skabe og signalere ironien i the Yes Mens tale, er påfaldende registerskift. Et eksempel finder man i talens indledning hvor Andy Bichlbaum i skikkelse af “Dr. Unruh” spørger retorisk og svarer ironisk: “Hvad vil vi have? En fri og åben global økonomi der på bedste vis vil tjene såvel virksomhedsejere som aktionærer. Hvornår vi have det? Nu.” Denne punchline fremstår med sin velkendte konstruktion – to spørgsmål/to svar, hvad/hvornår, call/response – som en protestretorisk kliche og synes mildt sagt mærkværdig i en WTO-repræsentants keynote address. I talen og især i situationen udgør passagen et skift i stilistik og sociolekt og er et af mange verbale vink med en vognstang om ironiens eksistens.

En anden type ironisk markør i the Yes Mens tale er bogstaveliggørelse. Mod talens slutning identificerer “Dr. Unruh” en af de største udfordringer for vestlige ledere i dag: At bevare en konstant, direkte, ja, kropslig kontakt med ansatte i lande langt væk (læs: underbetalte indere). Løsningen, Lederens Fritidsdragt, bogstaveliggør problemstillingen idet brugen af dragten indebærer at elektroder i virksomhedslederen kommunikerer med datachips i samtlige ansattes skuldre. Tilsvarende er der tale om bogstaveliggjort organisationsteori når “Dr. Unruh” senere fortæller at dragten virkelig tillader “virksomheden at være et korpus ved at muliggøre total kommunikation inden for virksomheden som organ”. Ved at tilsidesætte de sædvanlige betydninger af ‘kontakt’ og ‘korpus’ i lignende sammenhænge og erstatte dem med helt bogstavelige betydninger, giver the Yes Men igen deres tilhørere et vink om ironiens tilstedeværelse.

Burde de ikke smide med tomater og æg?

Efterhånden som de ironiske markører hober sig op, fremstår ironien i the Yes Mens tale mindre og mindre subtil og mindre og mindre forbeholdt de indviede. Selv om der er forskel på den kontekst som det umiddelbare publikum er indviet i, og den man som seer eller læser har indblik i, gør de mange markører at ironien synes tilgængelig for alle.

Derfor gør det indtryk at det umiddelbare publikum tilsyneladende tager det sagte for pålydende og blot smiler, klapper og stiller interesserede spørgsmål. Og the Yes Men hjælper ens forundring på vej ved at fremhæve denne uoverensstemmelse mellem den forventede og den faktiske reaktion. Forud for deres optræden i Finland omtaler de talen som “så komplet, ubestrideligt uacceptabel at ingen bare kunne lappe den i sig uden at tænke”; og bagefter undrer de sig højlydt over den reaktion de får: “Hvor var politiet? Mændene i hvide kitler med spændetrøjer? Tomaterne og æggene? (..) Vi havde ventet en ekstremt dramatisk reaktion, og så endte det ikke i andet end smil og bifald.” Ved at kontrastere ironiens tilsyneladende selvindlysende karakter med det umiddelbare publikums manglende anerkendelse af den bekræfter og understreger the Yes Men at det umiddelbare publikums reaktion er uforståelig og forkert. De burde kunne gennemskue ironien.

Ironien som tveægget sværd

Den foregående sætnings “burde” peger i retning af at the Yes Mens ironi indebærer en kritik af det umiddelbare publikum. De er autoritetstro og sikre på at det sagte skal tages for pålydende, at de ikke gennemskuer ironien – og dét er kritisabelt. Ikke alene burde de vide til ironien; de burde også vide bedre end at acceptere det sagte. Samtidig ligger der i the Yes Mens ironi en kritik af WTO. Når gruppen giver sig ud for at repræsentere organisationen, er der tale om et ironisk skuespil hvor the Yes Men fører WTO’s synspunkter ud i det absurde for at kontrastere dem med deres egne.

Spørgsmålet er så hvordan denne dobbelte kritik og især kritikken af det umiddelbare publikum virker på the Yes Mens seere og læsere. Selv er the Yes Men ikke i tvivl: “Vi håber at de reaktioner vores foredrag fik, viser præcis hvor falske påstandene om ekspertise i virkeligheden er, og hvor vigtigt det er at du tager ansvar for din verden.” At man som seer og læser kan gennemskue og forstå hvad “eksperterne” ikke kan, kvalificerer og forpligter en til at handle. Og måske har the Yes Men ret i at det vil virke sådan på nogle. Men da disse “eksperter” ikke desto mindre er samfundets eksperter, synes det ligeså vel at kunne bekræfte kynikere i at denne elite enten ikke hører efter, har nogle frastødende synspunkter eller bare er dumme. Så er virkningen ikke mobilisering, men tværtimod håbløshed.

Udstillingen af det umiddelbare publikum er dog forudsætningen for at the Yes Men får deres seere og læsere i tale, ganske enkelt fordi det i høj grad er den der gør det sjovt at se gruppens dvd og læse deres bog. Komikken beror ikke bare på at the Yes Men selv opfører sig stærkt afvigende, men også at det umiddelbare publikums opførsel er overraskende og i strid med det forventede. Samtidig morer man sig fordi man føler sig overlegen – mens det umiddelbare publikum tager fejl af the Yes Men, har man selv den rette forståelse af gruppen og dens ironi.

“Hvordan kan nogen tage dem alvorligt?!”, spørger man sig selv når man ser the Yes Mens tale. Og spørgsmålet illustrerer at gruppens ironi er et tveægget sværd: Forundringen over at det umiddelbare publikum tilsyneladende tager the Yes Men alvorligt, fanger på den ene side ens opmærksomhed. På den anden side deler WTO af samme grund ens kritiske bevågenhed med de umiddelbare tilhørere, og om det undergraver eller understøtter the Yes Mens kritiske retorik at se det umiddelbare publikum gå i gruppens ironiske fælde trods alle advarsler, beror på øjnene der ser.

Læs og se mere
The Yes Men er nok bedst kendt fra filmen The Yes Men fra 2005. Den er udkommet på dvd, men kan pt. også ses på Google Video.

Bogen The Yes Men. The True Story of the End of the World Trade Organization skildrer det samme hændelsesforløb som filmen om end i flere detaljer. Den er skrevet af Andy Bichlbaum, Mike Bonanno og Bob Spunkmeyer og udkom på forlaget The Disinformation Company Ltd., New York i 2004.

På the Yes Mens hjemmeside, www.theyesmen.org, er der korte beskrivelser af alle gruppens retoriske interventioner – eller korrektioner som de selv kalder dem – samt svar på en lang række Ofte stillede spørgsmål.

The Yes Men har fået adskillige invitationer til at tale på vegne af WTO af konferencearrangører og andre der har forvekslet gruppens satiriske udgave af WTO’s hjemmeside med den ægte vare. Prøv selv at vurdere hvilken der er hvilken af disse to hjemmesider: www.gatt.org og www.wto.org.

Download hele denne artikel i pdf-format »