Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/cache.php on line 36 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/query.php on line 21 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/theme.php on line 507 rskribent.dk | √ėje for ord

Upubliceret - t√¶nkt bragt i Jyllands-Postens K√łbenhavn-sektion

Forstædernes stjernefabrikker

Livet i forstaden er blevet et vigtigt emne i moderne dansk popkultur. Det skyldes is√¶r de mange nye forstadsstjerner, der skriver, synger, rapper eller joker om opv√¶ksten i hverken-eller-zonen midt imellem storby og provins. Noget der s√¶tter gang i nye dr√łmme hos den n√¶ste generation af forstadsfolk og -stjerner in spe.

Soveby. Sattelitby. Blot to ud af mange mindre flatterende betegnelser om de stork√łbenhavnske forst√¶der. Og fra min egen opv√¶kst i en af vestegnskommunerne kan jeg kun alt for godt nikke genkendende til de tunge forstadsfrustrationer, n√•r bymidten endnu en l√łrdag aften var gr√•, regnv√•d og fuldst√¶ndig mennesketom. Frustrationerne bundede is√¶r i en f√łlelse af at bo i en slags hverken-eller-zone. Havde vi bare boet helt ude p√• landet, s√• havde weekendaftenerne uden tvivl budt p√• traktor- og knallertk√łrsel, riffelskydning efter syltet√łjsglas eller cowtipping p√• naboens mark. Og havde vi boet i byen kunne vi g√• p√• Burgerking, dr√łmme foran stormagasinets udstillingsvinduer eller v√¶lge imellem mere end to forsinkede film i den lokale biograf.

Men vi Herlevdrenge m√•tte af mangel p√• bedre trave den velkendte tur gennem betonbebyggelserne og villakvartererne i h√•b om at opst√łve en privatfest, vi n√•r det kom til stykket nok alligevel ikke turde crashe. Eller tage i den lokale sk√łjtehal, hvor den ugentlige fril√łbsaften b√łd p√• slidte l√•nesk√łjter, sl√•skampe og blandet slik. Og ellers bare undre os over hvordan vores for√¶ldre dog var kommet p√• den vanvittige ide at forlade lejligheden i hovedstaden til fordel for et r√¶kkehus i √•ndeligt ingenmandsland.

Derfor v√¶kker det umiddelbart en vis undren og overraskelse i mig, n√•r jeg oplever, hvordan de k√łbenhavnske forst√¶der de seneste √•r har taget kraftig kulturel revanche og leveret den ene stjerne efter den anden.

Br√łndby har Outlandish, V√¶rl√łse har Nik og Jay, og R√łdovre har Kira (& The Kindred Spirits). Sidstn√¶vnte har sin barndomsby tilf√¶lles med den tidligere midtbanegeneral hos FCK Hjalte N√łrregaard, mens indbyggerne i nabokommunen Herlev med stolthed t√¶nker tilbage p√• landholdsstjernen Kim Staals sp√¶de ishockeykarriere i den lokale sk√łjtehal.

Skuespilleren Robert Hansen debuterede i filmen “Vildbassen”, mens han stadig var en hjemmeboende kn√¶gt i Hvidovre, og komikeren Anders “Anden” Matthesen har skrevet jokes og sange inspireret af sin egen opv√¶kst i Albertslund blandt voldelige knallertb√łller og p√¶dagoger med strikket vest og urtete p√• termoflaske.

G√•r vi ca. tyve √•r tilbage og breder stjernebegrebet en anelse ud, er det ikke usandsynligt, at netop ungdomslivet i forstaden Ish√łj inspirerede Helle Thorning-Schmidt til at p√•begynde sin politiske karriere som socialdemokrat, mens en dengang bare 16-√•rig Klaus Risk√¶r Pedersen debuterede som forfatter med bogen “De unges kig ind i finansverdenen” lidt nord for K√łbenhavn. I dag er de alle ber√łmte og beundrede for deres pr√¶stationer som musikere, sportsfolk, komikere, skuespillere, politikere og forretningsm√¶nd. Sande forstadsstjerner p√• trods af kedsomhed og mennesketomme bymidter.

Helt aktuelt har en r√¶kke fiktive forstadsstjerner ogs√• gjort omverdenen opm√¶rksom p√• ungdomslivet i hverken-eller-zonen. I forsommeren lagde teatret Mungo Park scene til forestillingen “Forstad”; en historie om de to seksten√•rige venner Bj√łrn og Sebastian og deres problemer med alkohol, stoffer, vold og umulig k√¶rlighed i Aller√łd og omegn. Stykkets to hovedpersoner ender med at blive stjerner i dobbelt forstand, for p√• scenen g√łr deres uplanlagte heltegerninger dem til sande forstadsstjerner, uden at de selv hverken rigtig √łnsker eller aner det.

Ved n√¶rmere eftertanke er min undren og overraskelse m√•ske ikke helt berettiget. For med en vis afstand til begivenhedernes gang (eller mangel p√• samme) viser det sig, at mine forstadsfrustrationer kun afsl√łrer den halve sandhed. Min barn- og ungdom i Herlev var mindst lige s√• tryg, fri og fuld af muligheder, som den var gr√•, kedelig og begr√¶nset.

I gr√¶nselandet mellem storby og provins kunne vi klimte l√łs p√• ungdomsklubbens bas, guitar og trommer, afpr√łve de motoriske og taktiske f√¶rdigheder i de mange sportsforeninger eller op√łve kunsten at binde knob og t√¶nde b√•l i en af flere spejderklubber.

Nogle gik p√• ungdomsskole, andre p√• billedskole eller musikskole. Nogle byggede hjemmelavede skateboardramper, andre spillede grunge i garagen eller k√¶lderen. Nogle gik i hallen, andre p√• biblioteket eller i mosen. F√¶lles for alle var en mere eller mindre bevidst erkendelse af, at n√•r nu bymidten alligevel var s√• kedelig l√łrdag aften, kunne noget af tiden lige s√• godt investeres i musik, sport, kunst eller ungdomspolitik. Eller m√•ske ligefrem en inspirationstur til K√łbenhavn og hjem igen med det sidste S-tog.

Fra min mors veninde p√• N√łrrebro vidste jeg ogs√• udm√¶rket, at mulighederne stort set var de samme for mig og mine venner som for hendes to j√¶vnaldrende kn√¶gte. Der var bare et helt andet fysisk rum i forstaden og meget mindre til at aflede opm√¶rksomheden. For f√• sidegader, n√¶sten ingen graffiti og alt for langt imellem neonskiltene. Intet snusket jazzsted, for f√• bagg√•rde og n√¶sten ingen udrykningssirener. Der var ikke d√łdt som p√• landet, men heller ikke livligt som i byen. Bare midt imellem og alt, alt for kedeligt.

F√łlelsen af kedsomhed tr√¶nger ogs√• igennem i det kontante standardsvar der, if√łlge Mungo Parks hjemmeside, m√łdte holdet bag forestillingen, da de interviewede lokale unge som research forud for ops√¶tningen: “Der sker ingenting i Aller√łd”.

Lidt lysere ser det ud et par kilometer syd√łst p√• i Nik og Jays ungdomserindringer fra V√¶rl√łse og omegn. P√• nummeret “Tag med mig” rapper de: “For forstadslivet var en privatfest og / scor en t√łs, sl√• dig l√łs, videre til den n√¶ste / med ghettoblaster og Everlast og EastPak-tasker / man pr√łvede at se godt ud selvom man ledte efter flasker”.

Verset v√¶kker minder om forstadens utallige inspirationskilder. Pensionister, pizzariaer og enorme parkeringspladser. Bumser, betonblokke og butikscentre. Fj√§lr√§ventasker, funktion√¶rer og funktionsbranderter. Ubekymrede l√łnslaver der k√łbte sko i Kvickly og skjorter hos den lokale herret√łjsmatador. Utilpassede unge der stjal slik p√• tanken og arrangerede sl√•skampe i mosen. Medborgerhuset, spejderhytten og skurvognen til drankerne. Fabrikker, lagerhaller og kolonihavehuse p√• den smalle stribe land lige f√łr gr√¶spl√¶nen blev til motorvej. Gadek√¶r og middelalderkirke side om side med v√¶rtshuset forkl√¶dt som caf√© og de r√łde murstensr√¶dsler i tre etager fra 80¬īerne. Bag de r√łde mure boede fodbolddrenge med Beckham-h√•r, ridepiger med mudrede gamacher og computern√łrder med bumser og alt for stramme cowboybukser. D√łr om d√łr med indvandrerskr√¶mte gamle damer, alt for unge popt√łser og frygtindgydende b√łller. Sidstn√¶vnte meget lig Anders Mattesens figur Jason, hovedpersonens bedste ven i animationsfilmen “Terkel i knibe”, der taler grimt og altid g√•r med et jernr√łr i baglommen. Vel og m√¶rke af den simple grund, at han er fra Albertslund.

Med den buket af personligheder og arkitektoniske misfostre i hukommelsen er det ikke s√• underligt, at forstadslivet fylder meget i musikernes, komikernes og dramatikernes kunstneriske universer. Ogs√• selvom de ligesom n√¶rv√¶rende skribent h√łjst sandsynligt forl√¶ngst har forladt forst√¶derne til fordel for en tilv√¶relse i hovedstaden. De taler, synger, rapper, joker og skriver stadig teaterstykker om personer og h√¶ndelser fra barndommens gade eller villavej. M√•ske som halv hyldest til og halv bearbejdning af den helt specielle tid og stemning i hverken-eller-zonen. En tid med privatfester, skateboardramper og ture p√• tanken. Sugem√¶rker og s√łndage p√• boldbanen. Feriekolonier, fritidshjem og flaskepants√łkonomi. Kirseb√¶rvin, k√¶lderv√¶relsesk√¶rlighed og kedsomhed.

Og s√• ender vi, hvor vi startede; med kedsomheden. Den er og bliver den bedste form for br√¶ndstof for kreative eksistenser og stjerner in spe. “Det er sundt at kede sig,” sagde vores for√¶ldre altid, n√•r mine venner og jeg brokkede os over forstadslivets manglende muligheder en tilf√¶ldig s√łndag eftermiddag. Det ser ud til, at de havde ret. Men kedsomheden er ikke bare sund; den er det magiske r√•stof p√• forst√¶dernes stjernefabrikker. Det er en helt speciel proces, der s√¶ttes i gang, n√•r kedsomheden b√•de inspirer til vildskab og giver ro og plads til fordybelse. S√• bliver den pludselig i samspil med forst√¶dernes helt specielle persongalleri og fysiske rum udgangspunkt og omdrejningspunkt for smukke sange, sarkastiske jokes, gribende teaterstykker og fantastiske sportspr√¶stationer. Noget der igen taler til en helt ny generation af forstadsfolk, der med en s√¶r f√łlelse af stolthed og storhed i kroppen sk√•ler i Sm√• Gr√• eller Harboe Pilsner og lader deres stjernedr√łmme sive ud i den n√¶sten stille nat imellem parcelhuse, sociale boligbyggerier, industrikvarterer og gr√łnne omr√•der.